Mazda3 gennemfører 100.000 km test med bravur
Topkarakter i Auto Bild langdistancetest
• Mazda eneste bilmærke med tre modeller med topkarakter
• Bladet kalder Mazda3 en “problemfri bil”
• Kun en ubetydelig defekt efter 100.000 km
Mazda triumferer endnu engang i en langdistancetest foretaget af det tyske bilblad Auto Bild. Som det også var tilfældet med Mazda6 og Mazda5, har Mazda3 bestået bladets test over 100.000 km med det bedst mulige resultat. Resultatet dokumenterer endnu engang den fremragende produktkvalitet og pålidelighed, der kendetegner en Mazda.
Den testede Mazda3 havde kun en enkelt, ubetydelig defekt i testperioden på 2 år – en ødelagt plastikclips i bagagerumsafdækningen. Det betyder, at Mazda3 fik den bedst mulige karakter, og at den nu er tredje Mazda øverst på listen over de mest problemfri biler i den krævende langdistancetest. Det har ingen anden bilproducent præsteret før. “Mazda er stedet at besøge, hvis man søger en problemfri bil,” skriver redaktører fra Auto Bild i deres opsummering af testen. De tilføjer, “Den legendariske japanske pålidelighed lever stadig i bedste velgående.”
Den nuværende Mazda3 blev introduceret i 2009 og er anden generation i modelserien. En faceliftet version med opdateret teknik og design får dansk premiere på Biler for alle i Herning i slutningen af oktober og kommer til salg godt en måned senere hos de danske Mazda forhandlere.
Kategori: Mazda3
Koder: Mazda3, Auto Bild, 100.000 km test