Primary navigation:


Mazda3 kåret til Årets Bil i Danmark 2004

oktober 2003, 1996 visninger 1314 ratings

Den nye Mazda3 er blevet kåret til Årets bil i Danmark 2004, endnu inden den er nået ud til de danske Mazda forhandlere. Bag kåringen står Motorjournalisternes Klub Danmark, der ved kåringen i Silkeborg kunne mønstre 24 jurymedlemmer.

Jurymedlemmerne havde 3 dage til at teste et usædvanligt stærkt felt bestående af 24 nye bilmodeller på henholdsvis almindelig vej og på Jyllands-Ringen. Afslutningsvis blev fem finalister udvalgt, og hvert jurymedlem havde 25 point at fordele på de fem biler med maks. 10 point til en enkelt bil.

Resultatet blev en overbevisende sejr til Mazda3, der opnåede 195 point, foran Opel Meriva med 168 point og VW Golf med 100 point.

Flere af jurymedlemmerne fremhævede efterfølgende Mazda3 for dens kombination af flot design, køreglæde og et omfattende sikkerhedsudstyr. Gode pladsforhold i kabinen og en fornuftig pris var også blandt argumenterne for at kåre Mazda3.

Det er i øvrigt ikke første gang, en Mazda bliver kåret til årets bil i Danmark. I 1993 tilfaldt æren Mazda 626.

Mazda3 har Danmarkspremiere på biludstillingen, Biler for alle, i Herning fra den 23.-26. oktober. Den danske introduktion finder sted i weekenden den 15./16. november.

Kategori: Mazda3
Koder: Mazda3

Se også:



Support navigation: