Nyheder

Ny Mazda3 vist på Los Angeles Auto Show

Den 28. november 2018
1265 visninger
seats

En helt ny Mazda3 har netop haft verdenspremiere på Los Angeles Auto Show. Dermed er sløret løftet for den første bil i en helt ny generation af biler fra Mazda. Den nye generation udmærker sig især ved et meget rent design med fokus på japansk æstetik, helt nye tekniske løsninger, et omfattende sikkerhedsudstyr og et generelt meget højt niveau, når det gælder kvalitet og finish, køreegenskaber og komfort. Den nye Mazda3 introduceres i Danmark i foråret 2019.

Designet med japansk æstetik

Med den nye Mazda3 indleder Mazda en ny æra med en videreudvikling af sin designfilosofi ”KODO – Soul of Motion” med større fokus på den japanske enkelhed og æstetik. I stedet for at tilføre nye elementer har Mazdas designere valgt at reducere antallet af linjer og kanter for at skabe en mere harmonisk enhed. Det er i højere grad end før samspillet mellem lys og skygge, der kommer til at definere formen. Med det udgangspunkt har Mazda skabt to karrosserivarianter, en dynamisk 5-dørs hatchback og en elegant 4-dørs sedan med hver deres unikke udtryk.

Spændende, ny teknik

Mazda3 er den første bil, der er baseret på en helt ny teknisk basis kaldet ”Skyactiv Vehicle Architecture”. Den er udviklet til at give et perfekt kompromis mellem dynamik og komfort, stor passiv sikkerhed og et meget lavt støjniveau. Motorprogrammet kommer til at bestå af to forskellige 2.0-liters benzinmotorer, SKYACTIV-G og SKYACTIV-X, samt en 1.8-liters dieselmotor, SKYACTIV-D. SKYACTIV-X er en unik og helt nyudviklet motorkonstruktion med et forbrændingspricip, som Mazda har valgt at kalde SPCCI (Spark Plug Controlled Compression Ignition). Med denne motor kombinerer Mazda fordelene ved en benzinmotor og en dieselmotor. Både SKYACTIV-G og SKYACTIV-X udstyres med et nyt M Hybrid system.